Henrik Ibsens skrifter

Herr Luigi Capuana har, som jeg med beklagelse ser, forårsaget Dem et ganske betydeligt besvær gennem sit forslag om at ​forandre slutningsscenen i «Et dukkehjem» til brug for de italienske teatre.

Jeg er ikke et øjeblik i tvil om at ​Deres variant vilde være langt at foretrække fremfor herr Capuanas forslag. Men sagen er, at jeg umulig kan indlade mig på direkte at give min autorisation til nogensomhelst forandring af dramaets udgang. Jeg kan næsten sige at ​netop for slutningsscenens skyld er det hele stykke skrevet.

Og hertil kommer at jeg tror herr Capuana tager fejl når han frygter for at den italienske ​publik ikke skulde være i stand til at forstå eller godkende mit arbejde dersom det føres frem på teatret i sin oprindelige skikkelse. I alle fald bør dette forsøges. Viser det sig da virkelig at det aldeles ikke går, så får herr Capuana på egen hånd benytte Deres redaktion af slutningen, men uden at et sådant skridt af mig formelt godkendes eller autoriseres.

Jeg har i ​mit brev til herr Capuana, hvilket afgik herfra igår, i korthed udtalt mig om sagen, og jeg håber at han lader sine betænkeligheder fare indtil han gennem erfaring har fåt bekræftelse på at de virkelig er grundede.

I sin tid, da «Et dukkehjem» var aldeles nyt, ​gav jeg nødtvungen mit samtykke til at slutningen blev forandret for fru Hedwig Niemann-Raabe, der skulde spille ​«Nora» i Berlin. Men ​dengang gaves der for mig intet valg. I literær henseende var jeg jo i Tyskland retløs og kunde altså intet forhindre. Og ​desforuden forelå stykket i sin oprindelige skikkelse, altså uforvansket, tilgængeligt for den tyske almenhed gennem ​den tyske udgave, som da allerede var trykt og kommet i boghandelen. ​Med den forandrede slutning holdt stykket sig ikke længe på repertoiret. ​Uforandret derimod spilles det fremdeles. –

På ​indlagte brev fra M. Antoine har ​jeg svaret takkende for hans hensigt også at ​bringe «Vildanden» til opførelse, men at jeg meget skulde ønske at han vilde benytte ​Deres oversættelse. Hvad han beslutter sig til, véd jeg ikke. Men da ​Théâtre Libre vel må betragtes nærmest som en privat forening, så er der neppe adgang til gennem ​retslige midler at nedlægge noget forbud, et skridt, som af forskellige grunde kanhænde heller ikke vilde være at anbefale. Jeg lægger forøvrigt afgørelsen af dette spørgsmål ganske i Deres hænder, forvisset om at De vil vide at træffe den rigtigste fremgangsmåde.

Med en ærbødigst hilsen til ​ grevinde Prozor og med en hjertelig tak for al udvist godhed og velvilje tegner jeg mig